Kronprins Frederik og kong Felipe ankommer til konference i hjertet af København
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
I går lød startskuddet på det spanske kongepars statsbesøg.
Det blev markeret med en flot modtagelse – lige fra kong Felipe og dronning Letizias ankomst i lufthavnen til aftenens gallataffel, hvor dronning Margrethe var vært.
Tirsdag morgen går det så løs igen.
Kronprins Frederik og kong Felipe er netop ankommet til NH Collection Hotel i hjertet af København, hvor de skal deltage i åbningen af en erhvervskonference.
Frederik ankom et par minutter inden den spanske konge og stod klar til at tage imod ham.
Se øjeblikket, hvor de to kongelige herrer mødes i videoen øverst.
Konferencen har fokus på grøn omstilling, energiinfrastruktur og power-to-x, hvoraf sidstnævnte dækker over at omdanne grøn strøm til grønne brændstoffer. Her vil Frederik og Felipe blandt andet holde taler og hilse på en række erhvervsrepræsentanter.
Både den danske og spanske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen og José Manuel Albares, vil deltage. Ligesom administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen og administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen stod for den royale velkomst.
Efter erhvervskonferencen går turen til kastellet, hvor kronprins Frederik og kong Felipe mødes med deres hustruer, kronprinsesse Mary og dronning Letizia, til kranselægning ved monumentet.
Dagen byder på adskillige programpunkter, som afsluttes med kongeparrets returarrangement på Glyptoteket.