2. jan. 2019
Af Ulrik Ulriksen

Kronprins Frederik og multikunstner i banebrydende samarbejde

Kronprins Frederik og Kasper Eistrup
Kronprins Frederik og Kasper Eistrup
Foto: Jeppe Michael Jensen
Multikunstneren Kasper Eistrup stod i 2018 over for sit livs helt store opgave som portrætmaler. Han skulle skabe et portræt af kronprins Frederik, som han i løbet af arbejdsprocessen mødte flere gange.

Musiker og billedkunstner Kasper Eistrup har prøvet lidt af hvert i sin karriere, men noget af det mest udfordrende har været at male et portræt af kronprins Frederik. Sidste år fik Eistrup netop denne opgave, og han skulle skabe sit værk på kun 46 dage.

I dokumentaren ”Kasper og kronprinsen”, som vises i aften på DR1 klokken 20.45, fortælles historien om arbejdet med det unikke værk.

God kemi mellem kunstner og kronprins

Efter 20 år i spidsen for Kashmir, et af Danmarks mest succesfulde rockbands, har Kasper Eistrup sadlet om og indledt en ny karriere som billedkunstner på fuld tid.

I efteråret 2018 blev han bedt om at male et portræt af kronprinsen, og det skulle afsløres på det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot.

Processen blev en hård men også givende omgang for Eistrup, der i løbet af en hektisk periode et par gange var sammen med kronprins Frederik. Kronprinsen og Eistrup har kendt hinanden i flere år, og kemien de to imellem var god i løbet af arbejdsprocessen.

Kasper Eistrup afslørede Frederik-portræt

BILLED-BLADET var med, da det nye portræt af kronprins Frederik blev afsløret ved en fornem og festlig begivenhed på Frederiksborg Slot i Hillerød.

Kunstneren Kasper Eistrup afslørede sammen med manden på portrættet, kronprins Frederik, det fornemme værk, der har fået titlen ”Lancier”.

Kronprins Frederik blev overrasket

Kronprins Frederik blev overrasket over de helt særlige træk ved maleriet, og han fandt det helt unikt i forhold til tidligere portrætter af ham.

- Jeg kan godt lide at blive overrasket. Selvfølgelig er jeg blevet overrasket. Det er jeg. Men på den anden side er det jo også noget, jeg kunne gå trygt ind til, for jeg synes, at det samarbejde, vi har haft, startende for et par år siden har været en tryg vej for mig, sagde kronprinsen efter at have afsløret portrættet.

Kæmpe oplevelse for kronprins Frederik

- Jeg følte mig rimelig tryg ved at Kasper Eistrup kunne gå i gang med mig og måske belure mig eller aflure mig, hvilket kunstnere jo godt kan. Men det skal man ikke være så bange for. Man lægger jo lidt sin sjæl i en kunstner, når man accepterer at gå med på at blive malet, og igen: Jeg synes det har været en kæmpe oplevelse.

- Det har været sjovt, og selvfølgelig har vi også kunnet drøfte mange gode ting. Dialogen er med til at fremme specielt kunstnerens måde at aflæse én på, lød det desuden fra Frederik ved den store begivenhed på Frederiksborg Slot.

BILLED-BLADET bringer billederne

Glæd jer til BILLED-BLADET i morgen, torsdag den 3. januar. Årets første udgave af bladet byder på en fornem reportage med masser af billeder af de flotte kjoler og smykker fra årets nytårskur og -taffel på Amalienborg med dronning Margrethe, kronprinsparret samt prins Joachim og prinsesse Marie i hovedrollerne. Vi har desuden en skøn reportage fra dronningens private nytårsfest.

Læs mere om: