Kronprins Frederik skadet i Schweiz: Det er ikke første gang

På skipisten i Schweiz kom kronprins Frederik for nylig til skade og måtte efterfølgende lade sig operere. Det er ikke første gang, kronprinsen i Schweiz er så uheldig at blive ramt af en skade, der kræver lægelig behandling.

51-årige kronprins Frederik er blevet ramt af en skulderskade, i forbindelse med at han har stået på ski i Schweiz, hvor han har opholdt sig meget i februar sammen med kronprinsesse Mary og deres fire børn, som går i vinterskole i Verbier.

Efterfølgende har kronprinsen været tvunget til at afbryde dagene med familien i Verbier for at flyve hjem til Danmark og lade sig operere på Rigshospitalet i København.

Det er langtfra første gang, kronprinsen er så uheldig at blive ramt af en skade, der kræver en operation eller en pause fra fysisk udfoldelse.

Kronprins Frederik brækkede lægbenet

Det er heller ikke første gang, at Frederik kommer galt af sted i Schweiz.

Helt tilbage i marts 2009 brækkede kronprins Frederik sit lægben under en kælketur med børnene i Schweiz, hvilket resulterede i, at benet skulle behandles og Frederik måtte bruge krykker en kort overgang.

I det hele taget har kronprinsen været ramt på fysikken de senere år.

Opereret for diskusprolaps

I maj sidste år måtte kronprinsen tage det roligt til Royal Run på grund af en diskusprolaps, og et par måneder tidligere skulle Frederik tage det roligt i forbindelse med VM i cross, der blev afholdt i Aarhus.

På grund af et skadet knæ kunne han ikke løbe med, og den samme sommer blev kronprinsen set med massiv knæstøtte på sit ben.

I september 2018 var den gal med ryggen, og kronprinsen gennemgik en operation på Rigshospitalet for en diskusprolaps.

Foto: Aller Foto

Uheld på trampolin

 I oktober 2016 gik det galt for Frederik i forbindelse med et uheld på en trampolin, og han fik en mindre fraktur på halsrygsøjlen.

Kronprins Frederik bar som konsekvens af ulykken halskrave i 12 uger, og han måtte melde afbud til en række officielle arrangementer.

Sendte pressemeddelelse ud

Den seneste skade på Frederiks venstre skulder fik kongehusets kommunikationsafdeling til at udsende en pressemeddelelse mandag 17. februar om skiuheldet og skulderoperationen.

Vil du have BILLED-BLADET hjem til dig?Klik her og læs hvordan

Vil du have BILLED-BLADET hjem til dig?
Klik her og læs hvordan

Opereret i al hemmelighed

I al hemmelighed gennemgik kronprinsen operationen mandag den 17. februar.

- Hans Kongelige Højhed Kronprinsen pådrog sig i sidste uge en mindre skade i venstre skulder i forbindelse med skiløb i Schweiz. Kronprinsen er derfor i dag blevet ambulant undersøgt og behandlet på Rigshospitalet i København, lød det i den royale pressemeddelelse, i hvilken det blev understreget, at kronprinsens skade ikke krævede et stort lægeligt indgreb.

- Behandlingen bestod i en ukompliceret operation, som forløb planmæssigt. Skulderskaden påvirker ikke Kronprinsens officielle program,” stod der i pressemeddelelsen, som blev sendt ud mandag efter klokken 17.00.

 

 

Seneste nyt

Læs mere om:

Udvalgt til dig

Fra forsiden