13. jan. 2022
Af Lene Skriver Bak

Kronprins Haakon: Derfor er dronning Margrethe så god at tale med

Dronning Margrethe og kronprins Haakon.
Dronning Margrethe og kronprins Haakon.
Arkivfoto: Ritzau Scanpix
Kronprins Haakon har ikke mange rollemodeller at se op til i den rolle, han en dag skal indtage, men dronning Margrethe er en af dem, han kan hente råd hos.

Kronprins Haakon står i den særlige situation, at der ikke er mange, der for alvor kan sætte sig ind i, hvad det er for et liv og en rolle, der venter ham, når han en dag skal overtage tronen i Norge.

Kronprinsen lægger ikke skjul på, at han beundrer dronning Margrethe og værdsætter hendes råd.

Det fortæller han i bogen "Monark og menneske", der er skrevet af journalisten Thomas Larsen.

- Der er ikke mange, der har levet det liv, som jeg er på vej ind i. Dronning Margrethe er et af de få mennesker, som har den erfaring. Hun er god at tale med og stille spørgsmål til, siger Haakon blandt andet.

Det er dronningens ligefremme tilgang og ærlige mening, den norske kronprins især sætter pris på.

- Hun er jo tydelig, dronning Margrethe. Man er ikke i tvivl om, hvad hun mener, og derfor er det så fint at kunne spørge hende til råds, forklarer Haakon, der oplever, at dronning Margrethes ordenssans skinner igennem alt.

- Når vi kommer til Danmark, bliver vi altid taget virkelig godt imod, og her tænker jeg ikke alene på familien, men også på hele organisationen i det danske kongehus. Alle arrangementer gennemføres på en hyggelig og professionel måde med gennemtænkte planer og god tid. Det tror jeg kommer fra hende. Hun lægger vægt på, at tingene skal gøres rigtigt.

Kronprins Haakon har kendt dronning Margrethe hele sit liv. Hun er blandt hans forældres nære venner og har delt oplevelser med familien, både officielt og privat, gennem alle årene.

Læs mere om: