Kronprinsesse Mary brugte Matador til at lære dansk
Efter forlovelsen med kronprins Frederik, skulle kronprinsesse Mary lære at tale dansk.
Kronprinsessen fik to sproglærere, der skiftedes til at undervise, men det var ikke kun danskbøger og timer i et klasselokale, der skulle hjælpe den kommende prinsesse med at tilegne sig sproget.
I et videoklip på DR, fortæller den daværende Mary Donaldson om, hvordan undervisningen er flermediel og nærmest interaktiv.
- Vi læser aviserne og historiske bøger. Vi læser om den kongelige familie og ser ting, der er vigtige i Danmarks historie, for eksempel TV-serien ”Matador”, sagde kronprinsesse Mary dengang.
Som kronprinsesse Mary så prinsesse Marie
Kronprinsesse Mary er ikke den eneste, der har nydt godt af ”Matador” under arbejdet med at lære dansk.
Også prinsesse Marie så Lise Nørgaard og Erik Ballings succesfulde serie.
Det afslørede prinsessen selv, da hun besøgte Korsbæk på Bakken sammen med prins Joachim og børnene, prins Henrik og prinsesse Athena.
- Jeg er stor fan. Det er sådan, jeg har lært dansk, faktisk, sagde prinsesse Marie, da BILLED-BLADET spurgte, om hun var bekendt med serien.