3. feb. 2023
Af Majken Munk

Kronprinsesse Mary havde særlig rolle: Glædede kendt ansigt med flot hæder

Malou Aamund og kronprinsesse Mary.
Malou Aamund og kronprinsesse Mary.
Foto: Hanne Juul
Fredag eftermiddag uddelte kronprinsesse Mary prisen Women’s Board Award, og den gik til en kendt erhvervskvinde.

Kronprinsesse Mary overrakte fredag eftermiddag prisen Women’s Board Award.

Det er syvende gang, kronprinsessen uddeler prisen.

I år går den til erhvervskvinden Malou Aamund.

Stolt af prisen

53-årige Malou Aamund er den niende modtager af Women’s Board Award. Hun har senest valgt en bestyrelseskarriere på fuldtid og er i dag bestyrelsesmedlem i DSV, Kirkbi, WSAudiology og Legofonden.

- Jeg er meget taknemmelig og stolt over at modtage prisen. Det er et halvt år siden, jeg forlod en CEO-karriere for at gå fuld tid med bestyrelsesarbejde. Jeg har arbejdet 25 år i tre amerikanske tech-virksomheder, og jeg glæder mig til at bruge al min tid på at få europæiske virksomheder til at komme i front med innovation og værdiskabelse i en verden med øget geopolitisk uro og stigende ulighed, som udfordrer bestyrelserne, fortæller Malou Aamund.

Hun understreger også, at hun med modtagelsen af Women’s Board Award ser det som sit ansvar at sørge for diversitet i en bestyrelse.

Vokset op i branchen

Malou Aamund valgte tidligt i sin karriere at beskæftige sig med bestyrelsesarbejdet samtidig med sine ledende stillinger i forskellige it- og tech-virksomheder.

Sidste år tog hun beslutningen om udelukkende at fokusere på sin bestyrelseskarriere.

Malou Aamund har med sikkerhed et godt kendskab til erhvervsbranchen, da hun er datter af erhvervsleder Asger Aamund.

Privat danner Malou Aamund par med journalisten Mikael Bertelsen, og de har børnene Aia, Olivia og Luka sammen.

Malou Aamund har også en historik med det danske kongehus, da hun i sin ungdom dannede par med kronprins Frederik.

Juryens begrundelse

Malou Aamund er årets prismodtager, fordi hun har taget nogle brede valg i sin karriere.

- Malou Aamund modtager især prisen, fordi hun viser, der er mange veje til bestyrelseslokalet. Det vigtigste ved bestyrelsesarbejde er at have erfaring, der er relevant for virksomhedens situation, og Malou har høstet sin erfaring netop ved at vælge bredere end de fleste i sine karrierevalg. Det gør hende i høj grad til en inspirerende rollemodel og en virkelig god repræsentant for den slående mangfoldighed vi ser, når vi i juryen vurderer kandidaterne, fortæller Lars Rasmussen, der er juryleder.

Udover prisen modtager Malou Aamund også et medlemskab af Board Network og et maleri af kunstneren Shefali Ranthe.

Læs mere om: