Kronprinsesse Mary hjælper flygtningebørn i Jordan
Mary Fondens årlige donation skal hjælpe flygtninge i Jordan. 14,5 millioner børn, kvinder og mænd er på flugt fra Syrien og Irak på grund af de seneste års krige i de to lande. Langt de fleste søger tilflugt i nærområderne. Det betyder, at Jordan må modtage mange syrere. Kronprinsesse Mary, der er frontigur i Mary Fonden, var for tre år siden på besøg i Jordan for at møde flygtninge og se på deres forhold i den store lejr Zaatari. Kronprinsessen var blandt andet berørt af forholdene for børn og kvinder i lejren. Med Mary Fondens årlige donation på 250.000 kroner kan der sættes gang i enkelte projekter til gavn for nogle af disse børn og kvinder.
Plads til udvikling
Mary Fondens donation går til to Community Centres i Jordan drevet af Dansk Flygtningehjælp. Community Centres er en slags medborgerhuse, der fungerer som mødested for flygtninge og lokale og udgør et åndehul for især udsatte kvinder og børn. Aktiviteterne i centrene består i psykosocial støtte, konflikthåndtering, undervisning i læsning, matematik og rettigheder samt afholdelse af sportsaktiviteter og filmaftener. Støttekronerne går til The Tarabot Centre og The Nuzha Centre i Amman i Jordan.