Kronprinsesse Mary klar til kamp i weekenden

Foto: Hjemmeværnet
Hjemmeværnets Landsøvelse i weekenden bliver med kronprinsesse Mary som deltager. Søndag kommer også dronning Margrethe for at inspicere Hjemmeværnets parade.
Fra fredag den 3. juni til søndag 5. juni afholder Hjemmeværnet en kæmpe landsøvelse med flere end 5.000 deltagere.
 
En af deltagerne, der skal trænes i forsvarskamp for dronning og fædreland er kronprinsesse Mary. Hun skal både deltage i øvelse og parade om søndagen.
 
 
Kronprinsesse Mary er kongelig premierløjtnant
 
I løbet af Landsøvelsen vil kronprinsesse Mary få lejlighed til at se øvelsesaktiviteter i Hærhjemmeværnet, Virksomhedshjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet og Marinehjemmeværnet. 
 
Desuden vil kronprinsessen, der er premierløjtnant i Hjemmeværnet, deltage i  landsøvelsesparade ved Bülows Kaserne i Fredericia, hvor dronningen modtager og inspicerer tropperne.
 
Kronprinsesse Mary har tidligere deltaget i store øvelser. I 2013 var hun blandt andet på øvelse med Marinehjemmeværnet på Bornholm. Også i denne omgang skal Mary se nærmere på Marinehjemmeværnet.
 
500 frivillige gaster
 
Marinehjemmeværnet stiller i det hele taget talstærkt til Hjemmeværnets Landsøvelse i weekenden. Omkring 500 frivillige gaster, fire kommandokøretøjer, et maritimt indsatsfartøj, 16 grå fartøjer og endnu flere gummibåde vil være i aktion.
 
- Når så mange frivillige mødes ved de tre værnsgrene, giver det en unik mulighed for at øve nogle ting, som medlemmerne ikke kan til daglig hjemme i kompagnier, flotiller og eskadriller, siger chef for Hjemmeværnet, generalmajor Finn Winkler, der sammen med kronprinsesse Mary kan se frem til, at MHV-fartøjer og gummibåde vil fylde godt op i Lillebælt og i Fredericia Gammel Havn.
 

 

Seneste nyt

Læs mere om:

Udvalgt til dig

Fra forsiden