30. mar. 2019
Af Ulrik Ulriksen

Kronprinsesse Mary klar til stor dag med svigermor

Dronning Margrethe og kronprinsesse Mary
Dronning Margrethe og kronprinsesse Mary
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
For kronprinsesse Mary bliver søndag den 31. marts en helt særlig dag. I morgen deltager Mary med dronning Margrethe i Hjemmeværnets 70-års jubilæum.
Dronning Margrethe og kronprinsesse Mary deltager søndag i Hjemmeværnets 70-års jubilæum. Det flotte jubilæum markeres med en parade i Nymindegablejren, hvor Hjemmeværnsskolen holder til.

Et højdepunkt for kronprinsessen

Det bliver på alle måder en flot dag, og for kronprinsessen bliver det lidt af et højdepunkt i hendes hjemmeværnskarriere, når hun til jubilæumsparaden udnævnes til kaptajn. Mary var tidligere på måneden i selskab med blandt andet sin nære veninde og tidligere hofdame Caroline Heering ved et krævende chefkursus hos Hjemmeværnet på Vordingborg Kaserne.

Spændende udfordringer

Mary deltog tirsdag den 5. marts og onsdag den 6. marts i hjemmeværnets chefkursus, hvor de spændende udfordringer stod i kø for den royale kursusdeltager. Mary har været en del af Hjemmeværnet siden 2008, og kronprinsessen har indtil i morgen formiddag rang af premierløjtnant.

Mary blev rost

Formålet med deltagelsen i chefkurset tidligere på måneden var, at kronprinsessen fik de uddannelsesmæssige forudsætninger for en efterfølgende udnævnelse til kaptajn. Fra højeste sted i Hjemmeværnet lød der efter et veloverstået chefkursus i Vordingborg mange rosende ord om Danmarks seje kronprinsesse.

Følg med i jubilæumsfesten i morgen

Husk at følge med i morgen, søndag, når vi her på billedbladet.dk bringer en reportage fra Mary og dronning Margrethes store dag ved jubilæumsfesten hos Hjemmeværnet.

Læs mere om: