17. sep. 2014
Af af Marianne Singer

Kronprinsesse Mary læste højt for canadiske skolebørn

Kronprinsesse Mary i Ottawa.
Kronprinsesse Mary i Ottawa.
Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET
I Ottawa besøgte det danske kronprinspar Centennial Public School, hvor kronprinsesse Mary med stor indlevelse læste op af en anti-mobbebog.

BILLED-BLADET i Canada

Skolebørnene lyttede intenst og med store øjne, da kronprinsesse Mary læste op af børnebogen "One" af Kathryn Otoshi, der handler om mobning og på pædagogisk vis fortæller om, hvordan man kan undgå at blive udsat for det.

Mobning er et af de helt store indsatsområder i Mary Fonden, og derfor var det et arrangement, der også personligt betød meget for kronprinsesse Mary, da kronprinsparret besøgte folkeskolen Centennial Public School i centrum af Ottawa for at tale om mobning.

Undervejs fik kronprins Frederik og kronprinsesse Mary sig også en lille snak om skolens anti-mobbeprogram WITS med flere af de 70 elever i alderen seks-otte år, der havde samlet sig i skolens gymnastiksal. WITS står for "Walk away, Ignore it, Talk it out, Seek help", og eleverne viste, at de har helt styr på, hvad det handler om, da kronprinsesse Mary interesseret spurgte ind til programmet.

Rigtig spændende blev det for børnene, da de skulle op og stå og i kor love at overholde WITS programmet. Og de blev ikke mindre begejstrede, da kronprins Frederik og kronprinsesse Mary derefter var med til at uddele badges, som var en slags diplom.

Da kronprinsparret efter en halv time igen skulle videre, stod masser af begejstrede og hujende børn klar med danske flag ved udgangen for at sige farvel.

Og selvfølgelig gav både kronprins Frederik og kronprinsesse Mary sig god tid til at give hånd til så mange som muligt.

LÆS OGSÅ: Kronprinsesse Mary og kronprins Frederik til Canada - så travlt får de

Læs mere om: