Kronprinsesse Mary tog kronprins Frederik med en tur i svømmehallen

Foto: Martin Høien/BILLED-BLADET

Kronprinsparret hyggede sig tidligt fredag aften med en tur til Bellahøj Svømmestadion, hvor de fulgte et vigtigt OL-kvalifikationsstævne.

Lørdag, 16. april 2016 - af Ulrik Ulriksen
Bellahøj Svømmestadion lagde 50 meter bassin til Danish Open-stævnet med en række af Danmarks allerbedste svømmere på startskamlen. Også på tilskuerpladserne var der profiler til stede. 
 
Kronprinsesse Mary, der er protektor for Dansk Svømmeunion, havde for længst meldt sin ankomst, men at hun tog sin mand kronprins Frederik med var en behagelig overraskelse for alle. Frederik var som udgangspunkt ikke annonceret som ledsager til Mary, der i Bellahøj var på officiel opgave.
 
 

Mary og Frederik Jublede over Pernille

Kronprinsparret kunne sammen nyde et par af de stærkest besatte finaler, og især imponerede det Mary og Frederik at se Pernille Blume svømme sig til sejr i en skarp tid, der kvalificerede hende til sommerens Olympiske Lege i Rio De Janeiro i Brasilien. Med i finalen var også Jeanette Ottesen, der for længst havde kvalificeret sig og sparede lidt på det tilsyneladende våde krudt. Derfor måtte hun nøjes med en andenplads efter en overlykkelig Blume. Mary og Frederik rejste sig op og klappede, da det stærke finaleheat var svømmet. Det var tydeligt, at de royale tilskuere levede godt med i begivenhederne til Danish Open. 
 
 
 

Uformel fotosession med Mary og Frederik

Inden afgang fra svømmehallen var kronprinsessen og kronprinsen søde at posere for de mange fremmødte fotografer. Parret så midt i den uformelle fotosession ud som om, at de nød at være tæt på hinanden og på de mange karismatiske elitesvømmere i Bellahøj.
 
 

Mary og Frederik glæder sig til OL

 

Både Mary og Frederik gav til flere af arrangørerne udtryk for, at de glæder sig meget til at følge de rød-hvide vandatleter til OL i Brasilien til sommer. Ved Legene i Rio de Janeiro er kronprinsen på job som medlem af Den Internationale Olympiske Komité, IOC, mens kronprinsesse Mary efter al sandsynlighed er på tilskuerpladserne for at bakke op om de danske sportsfolks kamp for medaljer.

 

LÆS MERE: Danskerne vil spise aftensmad med Frederik og Mary

 

Kronprinsesse Mary