Søndag, 5. juni 2022 - af Marianne Singer

Kronprinsparrets børn jubler på nyt billede med mor og far

Det nye billede af kronprinsfamilien op til Royal Run. 

Det nye billede af kronprinsfamilien op til Royal Run. 

Foto: Kongehuset
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er søndag vendt hjem til Danmark igen og overrasker med et nyt dejligt familieportræt med deres fire børn, der jubler sammen med mor og far.

Kronprinsfamilien stiller op med den stærkeste holdopstilling på et nyt familieportræt, som kongehuset har delt søndag aften på deres sociale medier i anledning af den store kongelige løbefest Royal Run, der finder sted mandag. 

På det stærke familieportræt ser man kronprinsparret og børnene, prins Christian, 16, prinsesse Isabella, 15, og tvillingerne på 11 år, prins Vincent og prinsesse Josephine, glædesstrålende holde hver deres skilt i vejret, som tilsammen danner tallet: 90.000 +, der viser hvor rekordmange danskere, der i år løber med. 

"Hvor er det stort. Tilmeldingstallet har rundet 90.000+ til morgendagens Royal Run. Vi glæder os i hele familien. Ses vi?

✍? Kronprinsfamilien."

Foto: Kongehuset

Kæmpe begivenhed

Det er fjerde gang siden 2018, at kronprinsen inviterer til folkefest i kondisko og tredje gang, at han løber med, idet han måtte opgive at løbe med i 2019 på grund af en mindre diskusprolaps. 

Og så bliver det spændende at se, om alle fire kongelige børn løber med mandag igen, efter at prins Christian forståeligt nok havde travlt med sin nye skole sidste år og derfor lod de tre yngre søskende repræsentere de yngste i kronprinsfamilien.

Løber med danskerne

I år løber kronprins Frederik sammen med danskerne i Aalborg, Aarhus og København, mens kronprinsesse Mary løber i Kolding og Næstved.

Derudover finder Royal Run sted på Bornholm.

Der er igen tre distancer, man kan vælge mellem i alle byer: One mile (1,609 km), 5 km og 10 km. På alle distancer kan man både løbe og gå.

Startede med rund fødselsdag

Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet i et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartnere på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.

Royal Run blev etableret i forbindelse med kronprins Frederiks 50-års fødselsdag i 2018.

Seneste nyt

Relaterede artikler

Udvalgt til dig

Fra forsiden