18. jun. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Kunne den yngre del af kongehuset ikke interessere sig lidt mere for det?

Kronprins Christian og prinsesse Isabella
Kronprins Christian og prinsesse Isabella
Foto: Hanne Juul
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Dette spørgsmål samt svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET, inden kongehuset offentliggjorde den nye fordeling af protektioner.

Her fremgår det, at dronning Margrethe beholder 20 af de 81 protektioner, som hun varetog frem til tronskiftet i januar. Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF, fremgår ikke af den nyeste liste over dronning Margrethes protektioner.

Kære kongelige brevkasse
Det slog mig, da jeg så Royal Run i fjernsynet, hvorfor kongehuset ikke aktivt deltager i spejderbevægelsens aktiviteter? Bevægelsens idégrundlag er jo bl.a. at udvikle børn og unge til selvstændige mennesker, der er villige til at påtage sig et medmenneskeligt ansvar. Og det er gode forudsætninger for et godt børne- og ungdomsliv. Prinsesse Benedikte er protektor for Det Danske Spejderkorps og dronning Margrethe for Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, men begge er nu over 80 år. Så spørgsmålet er: Hvem kan forventes at overtage protektoraterne? For mig at se ville det være en god idé, at den yngre del af kongehuset blev aktive indenfor spejderbevægelsen med henblik på senere overtagelse af protektoraterne og for at få sat fokus på de kvaliteter, spejderbevægelsen tilbyder.
Med venlig hilsen
Anne-Marie B.

Kære Anne-Marie B.
Der er intet i vejen for, at et af kongehusets yngre medlemmer overtager prinsesse Benediktes engagement i spejderbevægelsen på et tidspunkt. Og jeg er enig med dig i, at spejderne arbejder med afsæt i et værdigrundlag og formål, som også de kongelige kan stå på mål for. Det er sket flere gange i tidens løb, at royale forpligtelser er gået i arv, som det f.eks. var tilfældet med spejderbevægelsen, som prinsesse Benedikte overtog fra sin mor, dronning Ingrid. Så vidt jeg ved, overvejer prinsessen ikke for nuværende at skille sig af med sine protektioner for Det Danske Spejderkorps, De grønne pigespejdere og The Olave Baden-Powell Society samt sit formandskab for Pigespejdernes Fællesråd og Spejderkomitéen. Jeg ved ikke, om der vil ske noget med dronning Margrethes protektion af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund, FDF. Det må tiden vise. Herunder ses prinsesse Benedikte besøge Spejdernes Lejr i Naturpark Hedeland i juli 2022, som hun var præsidieformand for.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper

(artiklen fortsætter under billedet)

https://imgix.billedbladet.dk/2024-06-18/benedikte_spejder.jpg
Prinsesse Benedikte besøge Spejdernes Lejr i Naturpark Hedeland i juli 2022.
Arkivfoto: Mikael Rieck


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: