31. mar. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Må dronning Margrethe aldrig bruge kronjuvelerne igen?

Dronning Margrethe samt daværende kronprinsesse Mary og kronprins Frederik.
Dronning Margrethe samt daværende kronprinsesse Mary og kronprins Frederik.
Foto: Hanne Juul og Lars H. Laursen
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Kan du fortælle, om det kun er dronning Mary, der må bære kronjuvelerne, eller må dronning Margrethe også bruge dem? Glæder mig til dit svar.
Venlig hilsen
Anne I.

Kære Anne I.
Kronjuvelerne tilhører kronen og er derfor til rådighed for monarken og dennes dronning. Efter tronskiftet den 14. januar er det med andre ord dronning Mary, der har brugsret til dem. Som dronninger før hende vil hun utvivlsomt anvende de kostbare og historiske smykker i forbindelse med de store begivenheder i Kongehuset, men kun indenfor rigets grænser. Det foreskriver traditionen. Men om den også står for fald, og kong Frederik desuden giver sin mor mulighed for at anvende kronjuvelenerne, må tiden vise. Det mest sandsynlige er nok, at dronning Margrethe alene vil bruge sine private smykker samt smykkerne fra Det Danske Kongehus’ Løsørefideikommis. Når kronjuvelerne ikke er i brug, udstilles de på Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet. Når kronjuvelerne omtales, tænker de fleste sikkert på de fire, store smykkesæt eller garniturer, dvs. perlerubinsættet, rosenstensættet, brilliantsættet og smaragdsættet (billedet øverst til venstre, red.), og det er heller ikke forkert. Men faktisk omfatter kronjuvelerne bl.a. også en del løse perler og ædelstene, en smuk vifte fra slutningen af 1800-tallet og nogle armbånd, som Frederik 8.s hustru, dronning Lovisa, fik fremstillet, og som i dag kan ses på Amalienborg.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper


Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".

Læs mere om: