Mange meninger om dronningens nytårstale
Annemette Krakau, chefredaktør, BILLED-BLADET
- Dronning Margrethes nytårstale er efter min mening en af de bedste, hun har holdt i mange år. "Danmark er nok et lille land, men skal passe på ikke at blive et småligt land". Sådan sagde hun blandt andet, og den sætning, synes jeg, er en stærk kop te af allerbedste slags. En opfordring til ikke at gå i små sko og se ud over sin egen næsetip, og en reminder om at skelne mellem store og små bekymringer.
Dronningen nævnte også, at man skal huske det nære, huske at nyde de skiftende årstider og huske at hjælpe naboen - og passe på med ikke kun at se om på den anden side af jordkloden, selvom det selvfølgelig også er vigtigt. Dronningen opfordrede os også til at turde tage debatter, men absolut også til at høre efter, hvad modparten siger og frem for alt til at vise storsind!
Jeg synes, det er rigtig godt sagt. Og så er jeg i øvrigt bedøvende ligeglad med, at Dronningen snublede i nogle ord. Det lød som om, der manglede et ord i manuskriptet, og så gik det galt. Pyt. Det er menneskeligt, og jeg synes, det er stærkt og ægte, at Dronningen holder sin tale live.
Suzanne Bjerrehuus, forfatter
Suzanne Bjerrehuus var vældig begejstret for, at dronningen tog misbrugerne med ind i nytårstalen.
- Vi ved, at det er så hårdt at være alene og have de problemer, at det var så godt, at hun tog det ind i talen. Det var en super god tale, og med min tolkning er den kun blevet mere direkte, grinede Suzanne Bjerrehuus,
- Jeg synes, hun var lidt for romantisk omkring alt det med jøderne og danskernes historie. Der kunne hun godt slappe lidt af, der sad jeg lidt og grinte. Men det var jo for, at hun kunne levere en lille opsang, siger Suzanne Bjerrehuus til Ekstra Bladet.
Peter Brüchmann, kommentator, BT
Peter Brüchmann mener, at dronningens tale var den bedste i rigtig mange år og at den vil gå over i historien som en af de to store.
Især er Brüchmann begejstret for Margrethes formulering om, at Danmark ’nok er et lille land, men skal passe på med ikke at blive et småligt land’:
- Det er en befriende stærk ’one-liner’, der ikke er set bedre siden hun revsede os for at være lidt for ’dum-smarte’. Margrethe bør efter min mening bruge den fantastiske mulighed hun har, når hun er alene på den store tv-scene til at mene noget markant. Det har hun forsømt i for mange år. Men ikke i denne tale. Her bruger hun scenen godt, siger Peter Brüchmann.
Trine Nebel, retoriker
- Dronningen taler jo kun direkte til os allesammen én gang om året, så derfor kunne man ønske, at der var arbejdet lidt mere med selve leveringen, siger Trine Nebel til Berlingske.
- Desværre kommer hun til at virke en smule uforberedt, når hun falder over ordene og holder blikket stift på manuskriptet. Det betyder, at vi som seere holder vejret i angst for, at hun skal lave flere fejl, og det er det, vi husker bagefter. Hvis man skal være troværdig og få sit budskab igennem, skal man »være« sin tale, og det var dronning Margrethe ikke i år, siger retorikeren.
Lars Hovbakke Sørensen, historiker
- Rigsfællesskabet fyldte meget mere end tidligere, markant mere, vil jeg sige. Det var tydeligvis en tale til hele rigsfællesskabet og ikke kun til dem, der er bosat i Danmark,« siger Lars Hovbakke Sørensen til bt.dk.
- At det fyldte så meget, hænger sammen med udviklingen i Grønland de seneste år og den internationale verdens fokus på mineralerne i den grønlandske undergrund. Samtidig har det været et politisk turbulent år i Grønland, hvor man har fået en regering, der er mere nationalistisk og vil løsrive sig fra Danmark. Derudover har Dronningen altid følt sig meget stærkt knyttet til Grønland, forklarer han.
Magnus Heunicke, politisk ordfører, Socialdemokraterne
- Stærk og god nytårstale af dronningen om empati og værdier, om storsind, dialog og mangfoldighed. Nej til smålighed. Det er vores dronning!, skriver Magnus Heunicke på Twitter.