Marys nye projekt: Sådan kan du være med
Kronprinsesse Mary har sammen med Verdensnaturfonden WWF sat stort fokus på Danmarks vilde natur i et helt nyt projekt.
Det sker i kampagnen ”Sammen for naturen”, hvor kronprinsessen og WWF opfordrer danskerne til at dele deres naturoplevelser, så vi sammen bliver mere opmærksom på Danmarks natur, som er under massivt pres.
”Det seneste år har mange oplevet, at naturen har fået større betydning for dem. Vi kan ikke tage naturen og al dens skønhed og rigdom for givet. Danmarks natur er under pres, og mange unikke dyre- plante- og svampearter er i fare for at uddø. Derfor opfordrer jeg alle til at hylde naturen sammen med os på de sociale medier. Jo mere, vi er opmærksomme på det, der sker i naturen, jo mere er vi villige til at passe på den,” siger kronprinsesse Mary i pressemeddelelsen om projektet.
Sådan kan du være med
Hvis du vil være med til at sætte fokus på naturen sammen med kronprinsesse Mary, skal du uploade et billede af din lokale natur, dyreliv eller naturoplevelse på Instagram og bruge hashtagget #ForNaturenWWF. Du skal også gerne skrive, hvor billedet er taget.
Kronprinsesse Mary har naturligvis også selv delt et billede af en naturoplevelse. Billedet kan du se herunder.
"De næsten selvlysende blade på nyudsprungne bøgetræer har jeg været betaget af siden mit første forår i Danmark.
#ForNaturenWWF", skriver kronprinsesse Mary til billedet, som hun selv har taget.
Kronprinsesse Mary har siden 2020 været præsident i WWF Verdensnaturfonden – en titel, hun overtog fra prins Henrik, efter han døde 83 år gammel i 2018.