Med dronning Margrethe til kostumeprøve på Snedronningen
Dronning Margrethe har endnu engang sagt ja til at lave scenografi og kostumer til en ny balletforestilling i Tivoli. Denne gang er det H.C. Andersen-eventyret "Snedronningen", der får premiere den 1. december i Koncertsalen i Tivoli.
Til balletten "Askepot" på Pantomimeteatret, hvor musikeren Oh Land komponerede musik og Yuri Possokhov koreograferede, skabte de sammen med dronningen en succes så stor, at Tivoli igen har bedt de tre om at samarbejde.
"Snedronningen" er et af dronningens favoriteventyr, som hun tilbage i 2000 lavede som film med sine egne decoupager og dramaturgi.
Dronning Margrethe er på forkant
Så eventyret kender dronningen særdeles godt og har derfor haft en lille fordel frem for sine to kolleger. Oh Land, der også hedder Nanna Øland Fabricius, skal komponere musikken og koreograf Yuri Possokhov skal fortælle eventyret med trin og bevægelser.
Alt sammen er i fuld gang, og dronningens skitser og detaljetegninger til de mere end 40 balletdanseres kostumer er afleveret. Arbejdet er så langt, at der torsdag var indledende kostumeprøver i Tivoli, hvor majestæten ivrigt og med stor entusiasme gik ind i mindste detalje.
BILLED-BLADET med til kostumeprøver
BILLED-BLADET var med til kostumeprøverne og så med på første parket, hvordan dronningen arbejdede.
Det unikke indblik i dronnings arbejde kan du ses i BILLED-BLADET den 3. oktober 2019, hvor vi også bringer et interview med dronningen.
Det er ottende gang, dronningen bruger sine kreative evner i en balletforestilling i Tivoli.
Sidste år stod dronning Margrethe bag scenografi og kostumer til balletten "Nøddeknækkeren".