10. maj. 2022
Af Lene Skriver Bak

Midt i krisen: Svært men vigtigt møde venter kronprinsesse Mary

Kronprinsesse Mary.
Kronprinsesse Mary.
Arkivfoto: Hanne Juul
I kronprinsesse Marys kalender for torsdag er et særligt møde, der efter en meget omtalt TV 2-dokumentar er blevet endnu mere vigtigt: Præsidiemøde i Mary Fonden.

Kronprinsesse Mary skal torsdag kl. 11 sidder for bordenden, når Mary Fondens præsidie samles på Amalienborg til deres årlige møde.

Og det møde, der har været planlagt længe, har pludselig fået et hyperaktuelt skær.

- Der er selvfølgelig noget helt særligt over timingen, når kronprinsessen i overmorgen afholder Mary Fondens årlige præsidiemøde i Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg, for det er på torsdag præcis en uge siden, at Herlufsholm-skandalen for alvor begyndte at rulle og chokerede en hel nation, forklarer BILLED-BLADETs kongehusekspert, Ulrik Ulriksen, der ikke er i tvivl om, at Herlufsholm-sagen vil fylde på mødet, selv om den først begyndte at rulle længe efter mødets fastsættelse.

- Både kronprinsparret selv og Mary Fonden kom helt ekstraordinært med en officiel udmelding på baggrund af afsløringerne om en skolekultur gennemsyret af mobning, vold og krænkelser. Alt dette kommer man selvfølgelig til at berøre i en eller anden forstand på præsidiemødet, hvor kronprinsessen og Mary Fondens direktør, Helle Østergaard, med stor sandsynlighed begge vil få en del taletid. Det kan tænkes, at man kommer ind på den seneste udvikling i sagen, og at man også på et mere generelt plan taler om, hvorvidt man eventuelt skal intensivere Mary Fondens indsats mod mobning og mistrivsel blandt børn og unge på baggrund af sagen.

Netop Mary Fondens vigtige arbejde med antimobbeværktøjer og kampen for at sikre alle ret til at høre til, gør, at Herlufsholm-sagen ikke kan undgå at være i fokus på mødet, vurderer kongehuseksperten.

Og sagens omfang og interessen for situationen på skolen kan måske være en lejlighed til at intensivere indsatsen, lyder det fra Ulrik Ulriksen.

- Der er vel mere fokus på mobning og mistrivsel blandt skolebørn og unge end i mange år i kølvandet på TV 2-dokumentaren ”Herlufsholms hemmeligheder”, og man kan sagtens forestille sig, at Mary Fonden vil udnytte momentum og med samarbejdspartnere skrue op for indsatsen og antimobning-programmet, der gennem årene har været succesfuldt og værdsat.

- Jeg tror, at kronprinsessen vil gøre alt for at vise danskerne, at de kan regne med Mary Fonden, når der for eksempel skal ryddes op i en usund kultur blandt børn og unge, uanset om det er på Herlufsholm kostskole eller i en folkeskole et sted i Danmark. Og man kan sagtens forestille sig, at dette kunne være et af dagens temaer på præsidiemødet på Amalienborg.

Marys stærke hold

Mary Fondens præsidium består af fondens medstiftere og primære finansielle samarbejdspartnere, skriver fonden på dens hjemmeside.

Medlemmerne er Anne-Marie Skov, bestyrelsesforkvinde for Tuborgfondet, Henriette Christiansen, direktør for Egmont Fonden, Lars Nørby Johansen, formand for William Demant Fonden, Kjeld Kirk Kristiansen, bestyrelsesformand for Ole Kirk’s Fond, Rie Odsbjerg Werner, direktør i TrygFonden, Gustav Mellentin, bestyrelsesformand for Det Obelske Familiefond, Natalie Shipton, næstformand i Oak Foundation, Else Marie Muderspach Remmen, bestyrelsesformand for Remmen Fonden, Richard Sand, formand for Hempel Fonden og Lars Suhr Olsen, direktør for Østifterne.

Kronprinsesse Mary varetager hvervet som præsident.

Det stærke hold kan gøre en forskel, er Ulrik Ulriksen ikke i tvivl om.

- Med til præsidiemødet er fondens bestyrelse og præsidium, og flere af deltagerne kommer med en stærk faglig ekspertise, der er afgørende i forhold til at tackle nogle af de udfordringer, man kæmper med på for eksempel Herlufsholm Skole, der helt sikkert vil fylde en del på mødet. I øvrigt er formålet med præsidiemødet at fortælle nogle af fondens primære støtter, hvad man har brugt deres opbakning til i det forgangne år. Kronprinsessen vil føre ordet, når der ses tilbage på året, der er gået, og når der skal skues fremad mod nogle af de opgaver, man snart skal tage fat på.

Læs mere om: