
Midt i travlheden: Her nød dronning Margrethe privat stund fyldt med minder

Dronning Margrethe fik lørdag over middag serveret en lækker italiensk frokost i den italienske by Tivoli, der foregik uden pressen i private rammer.
Det var Det Danske Institut i Rom, der var vært ved frokosten på den ikoniske restaurant Sibilla, beliggende ved siden af Temple of Sybil.

Rummer minder
Stedet rummer mange minder, fordi både dronning Margrethe selv og hendes tipoldefar, kong Christian IX, tidligere har spist på restauranten.
Der hænger således smukke platter med deres navne på stedet, en for dronningens besøg i 1995 og en for kongens besøg i 1872.

Med til frokosten var blandt andre borgmester i byen Tivoli, Marco Innocenzi, kulturminister Jakob Engel-Schmidt og Danmarks ambassadør til Italien, Peter Taksøe-Jensen.

Vokalensemblet UngKlang optrådte med sangene "Svimlende skønhed" med tekst af Ida Auken og "Yndigt dufter Danmark".
Dronningen fik serveret en delikat frokost bestående af Antipasto della Sibilla "il territorio", langstidsbraiseret kød med kartoffelmos og svampe samt til dessert hasselnød-semifreddo og vand, vin og kaffe.
