15. jul. 2023
Af Julie Nolsöe

Nu er det officielt: Dronning Margrethe er nu den længst regerende danske monark nogensinde

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Jesper Sunesen
Dronning Margrethe er nu helt officielt den danske monark, der har siddet længst på tronen

En helt særlig og meget flot nyhed om Danmarks 83-årige regent er nu blevet afsløret.

I midten af juli får dronning Margrethe nemlig den imponerende titel som den længst siddende, regerende monark i Danmark nogensinde.

Det oplyser kongehuset i en ny pressemeddelelse.

I den festlige anledning deler de desuden en række nye, dejlige billeder af majestæten, som er taget den 14. juli på Kongeskibet Dannebrog. Se de skønne billeder nedenfor.

Har overhalet kong Christian 4.

Indtil nu har titlen som den længst siddende monark tilhørt Christian 4., som var knap 11 år, da han blev udvalgt til at blive konge ved sin fars død i 1588.

Da han endnu ikke var myndig, var det dog først i august 1596, at han officielt blev indsat som konge. I den mellemliggende periode var landet regeret af en såkaldt formynderregering.

Efter at være blevet konge, regerede Christian 4. ifølge kongehuset i cirka 51 år og seks måneder - helt frem til sin død i februar 1648.

Nu er det dog den nulevende majestæt, dronning Margrethe, som fra midten af juli kan bryste sig af at have siddet længst tid på tronen som landets overhoved.

Hun overtog tronen efter sin far, Frederik 9., den 14. januar 1972.

Varme ord om kongen

Dronning Margrethe har tidligere givet udtryk for sin begejstring for netop Christian 4., som hun sandsynligvis også skænker en tanke i disse dage.

I bogen 'De dybeste rødder - Dronningen fortæller om Danmark og danskerne' fra 2016 havde dronningen særdeles varme ord til overs for den tidligere konge:

– Christian 4. holder jeg af, for han var menneskelig. Han skrev op og ned ad stolper, så der ligger en masse fra hans hånd, så man ved, hvordan han reagerede på ting.

Læs mere om: