NYT BILLEDE: Dronning Margrethe holder humøret oppe
Mindre end et døgn efter kongehusets udmelding vedrørende prins Henriks beslutning om ikke at blive begravet ved siden af sin kone dukkede dronning Margrethe frem i lyset foran Gråsten Slot.
Som altid, når dronningen opholder sig på Gråsten Slot, overværede hun vagtskiftet fredag kl. 12.
Denne gang sammen med sine søstre, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie, der er på besøg.
Dronningen smilede og vinkede
De knap 100 tilskuere til vagtskiftet oplevede en dronning, der lod til at være i godt humør.
Dronning Margrethe smilede bredt og vinkede glad til de mange fremmødte foran slottet.
Dronningen er indforstået med prins Henriks ønske
Gårsdagens stormvejr i befolkningen og medierne på grund af prins Henriks ændrede begravelseplaner var umiddelbart ikke til at mærke på dronning Margrethe.
Dronningen har da også i noget tid kendt til prins Henriks ønske om ikke at blive begravet i Roskilde Domkirke.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra kongehuset:
"Dronningen har igennem noget tid været bekendt med Hans Kongelige Højheds beslutning og er indforstået med beslutningen".