Nyt fra kongehuset: Dronning Margrethe klar til stor festaften
Selvom dronning Margrethe er "gået på pension" deltager hun stadig i et arrangement, som står hendes hjerte nær.
Således kan man i den kongelige kalender se, at dronning Margrethe torsdag aften den 14. marts traditionen tro vil være æresgæst ved Akademiraadets Stiftelsesfest på Charlottenborg, der ligger centralt i København på Kgs. Nytorv.
Vil gøre Danmark skønnere
Akademiraadet er statens rådgiver i kunstneriske og æstetiske spørgsmål inden for billedkunst og arkitektur, og står til rådighed for kommunerne og regionerne.
Rådet er en økonomisk og politisk uafhængig statsinstitution under Kulturministeriet; et uvildigt fagligt organ, hvor alle rådets medlemmer er aktive udøvere af deres fag.
Det er Akademiraadets vision at gøre Danmark skønnere i ordets bredeste forstand, ifølge rådets hjemmeside.
Den kongelige opgave kommer omkring tre uger, efter at dronning Margrethe har holdt vinterferie og godt en måned efter, at dronning Margrethe var på sin første opgave efter tronskiftet, indvielsen af Prins Henriks Skole.
Løst mange opgaver
Ifølge Kristeligt Dagblad har Akademiraadet tidligere blandt andet forhindret nedlæggelsen af Fyns Kunstmuseum og nedrivningen af Vikingeskibsmuseet i Roskilde ligesom rådet også har kritiseret det æstetisk uhensigtsmæssige i at bygge højhuse på over 15 etager ved Aarhus Å og sørget for afgørende justeringer af byggerierne på Carlsberggrunden.