1. jan. 2024
Af Malan Joensen

Nyt fra kongehuset: Flere oplysninger om abdikation

Dronning Margrethe.
Dronning Margrethe.
Arkivfoto: Hanne Juul
På kongehusets hjemmeside kan man nu læse mere om abdikation i historisk forstand.

Mens mange spændte venter på nye detaljer om det historiske tronskifte, der finder sted 14. januar, har det danske kongehus' hjemmeside mandag først på eftermiddagen offentliggjort en interessant forklaring om selve begrebet.

Og eftersom den seneste af slagsen ligger mange århundreder tilbage i danmarkshistorien er det nok flertallet af danskere, der siden bomben sprang søndag aften, har spurgt sig selv, hvordan det nu lige er med sådan en abdikation.

Kongehuset skriver blandt andet:

"Udtrykket ”abdikation” udspringer af det latinske udtryk ”abdicare”, som betyder, at man frasiger sig noget.

Udtrykket bruges traditionelt om den situation, hvor en siddende regent frivilligt giver afkald på sin trone eller myndighed."

Det fastslås også, at der ingen tradition er for abdikation i Danmark, som der f.eks. er i Holland, og som man i øvrigt også har set det i henholdsvis Spanien og Belgien i nyere tid.

"Den sidste gang en dansk regent frivilligt afstod tronen før sin død, var således i 1146, hvor kongen Erik 3. Lam trådte tilbage – angiveligt for at gå i kloster.

Selv om abdikation således ikke er dansk statsretlig praksis, forudsætter tronfølgeloven, at abdikation kan finde sted, idet lovens § 6 fastsætter, at lovens øvrige bestemmelser – som tager udgangspunkt i regentens død – også finder anvendelse i tilfælde af, at regenten frasiger sig tronen," forklares det på kongehusets hjemmeside.

Læs mere om: