
Nyt fra kongehuset: Fratræder stilling

Der er organisationsændringer i Ordenskapitlet.
Det oplyser kongehuset i en nyhed fredag eftermiddag.
”Der gennemføres en organisationsændring i Ordenskapitlet pr. 1. marts, hvorved opgaverne som kongelig ordenshistoriograf og kongelig våbenmaler samles hos kongelig våbenmaler, konsulent i Ordenskapitlet Ronny Skov Andersen. Ronny Skov Andersen får herefter titel af kongelig ordenshistoriograf og kongelig våbenmaler.
Som følge af organisationsændringen fratræder kongelig ordenshistoriograf, lektor dr. phil. Jes Fabricius Møller, sin stilling. Jes Fabricius Møller, der til daglig er lektor ved Københavns Universitet, har varetaget funktionen som ordenshistoriograf siden marts 2018”.
Ronny Skov Andersen står bl.a. bag kronprins Christians våbenskjold, som i april 2024 blev hængt i Ridderkapellet på Frederiksborg Slot.
Kongehuset skriver således om Ordenskapitlet:
Ordenskapitlet står for den daglige administration af det danske ordensvæsen, som omfatter de to ridderordener – Elefantordenen og Dannebrogordenen – samt de to kongelige medaljer – fortjenstmedaljen og belønningsmedaljen. Ordenskapitlet er en integreret del af Kongehusets administration og har kontor- og arbejdsfællesskab med Juridisk Afdeling. Foruden sagsbehandlere omfatter personalet i Ordenskapitlet ordenshistoriografen og den kongelige våbenmaler, som tillige er særlig sagkyndig i heraldiske spørgsmål. Ordenskapitlet ledes af den juridiske chef.
