Nyt fra kongehuset: Smuk hyldest til dronning Ingrid
På det danske kongehus’ hjemmeside har det i løbet af efterårsferien været muligt at nyde flere opslag på med fokus på Danmarks dronninger.
I dag bydes der på billeder og filmklip med dronning Margrethes mor dronning Ingrid.
På kongehusets Instagramprofil kan man blandt andet læse følgende om dronning Ingrid:
“Dronning Ingrid (Ingrid Victoria Sofia Louisa Margareta, 1910-2000) var svensk prinsesse og datter af den senere Kong Gustav 6. Adolf af Sverige. Som bare 10-årig mistede Prinsesse Ingrid sin mor, den engelskfødte Kronprinsesse Margareta. Som ung dyrkede Prinsesse Ingrid blandt andet ridning, skiløb og især tennis og opholdt sig en del i sin mors hjemland.”
Fantastiske dronning Ingrid
Noget af det bedste for dronning Ingrid var at samle familien omkring sig på Graasten Slot, hvor Ingrid nød mange gode stunder med sin elskede mand kong Frederik den 9. og deres døtre Margrethe, Benedikte og Anne-Marie.
Forholdet til Graasten Slot og Sønderjylland fremhæves i dagens miniportræt af dronning Ingrid, om hvem man desuden kan læse følgende:
“Efter sin mands død i 1972 fungerede Dronning Ingrid mange gange som rigsforstander. Den funktion var indtil da ellers traditionelt forbeholdt dem, der stod i tronfølgen. Dronning Ingrid regnes som hovedarkitekten bag den løbende fornyelse af Kongehusets udadvendte virksomhed, som en ny tid og en ny medievirkelighed i hendes levetid gjorde nødvendig.”