10. sep. 2021
Af Trine Larsen

Overraskelse fra kongehuset: Dropper hæderslegat

Prinsesse Benedikte, dronning Anne-Marie og dronning Margrethe i 2013.
Prinsesse Benedikte, dronning Anne-Marie og dronning Margrethe i 2013.
Foto: Jesper Sunesen
Dronning Ingrids ærefulde hæderslegat, som hendes tre døtre, dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie plejer at uddele til én talentfuld kunstner indenfor dans og musik, bliver nu droppet og nedlagt. Det oplyser kongehusets kommunationschef Lene Balleby

Kun fem dage før prinsesse Benedikte på vegne af sine to søstre, dronning Margrethe og dronning Anne-Marie skal holde pressemøde for at fortælle om uddelingen af Dronning Ingrids hæderslegat, skriver kongehuset, at legatet uddeles for sidste gang næste år.

Det bliver dog afgjort en flot finale på uddelingen af Dronning Ingrids Hæderslegat, som er blevet uddelt til talentfulde dansere, musikere og sangere. For de tre kongelige søstre har besluttet, at benytte Amalienborgs fire palæer til en tv-transmitteret festforestilling i balletten og musikkens tegn.

Forestillingen, som allerede nu hedder "Palæerne Danser" vil tidligere modtager Tobias Praetorius koreografere til musik af komponist Karsten Fundal, der også har modtaget legatet. Og det hele vil alle kunne se i et gallashow på TV 2 den 27. marts 2022.

- Da det er sidste gang, at legatet uddeles, har mine søstre og jeg besluttet, at palæerne på Amalienborg skal danne rammen om et unikt festligt arrangement, hvor vi kan hylde legatmodtagere inden for musik og dans. Dronning Ingrid havde længe en vision om, at riddersalene skulle benyttes til kulturelle arrangementer, som offentligheden kunne få glæde af, og det glæder os, at vi nu kan realisere vores mors ønske, siger prinsesse Benedikte, der er formand for Dronning Ingrids Hæderslegat og som personligt har lagt et stort stykke arbejde i at finde de rette kunstnere og modtagere af det fornemme laget.

Hæderslegatet på 250.000 kroner er doneret af OAK Foundation og er blevet uddelt af de tre søstre hvert andet år siden 2005

Læs mere om: