28. mar. 2022
Af Ulrik Ulriksen

Perfekt afslutning på forrygende dage: Margrethe hyggede sig med sine søstre

Dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie
Dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie
Foto: Lars H. Laursen
For dronning Margrethe og hendes søstre blev et par helt uforglemmelige dage rundet af med manér.

Dronning Margrethe har sammen med sine søstre prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie nydt et par helt forrygende dage, der har budt på store følelser og ægte familiehygge.

Lørdag aften kunne de lokale i Fredensborg overraskende se dronning Margrethe være i selskab med sine to søstre til fakkelfest i Indre Slotsgård, og det var noget, alle var glade for.

Ekstra speciel dag for Dronning Margrethe

Ikke mindst dronning Margrethe var glad, og i sin tale berørte Majestæten netop det, at hun havde Benedikte og Anne-Marie ved sin side på den fine forårsaften på Fredensborg Slot.

- Det gør også dagen helt speciel, at begge mine søstre, der ligesom jeg er vokset op her hver forår og hvert efterår, kan være sammen med mig netop i aften. Det gør dagen lidt ekstra speciel, sagde dronning Margrethe, som virkede meget rørt af den særlige stemning i faklernes skær lørdag aften lidt over klokken 21.00.

Sammen i palæet

Også søndag var de tre søstre sammen i anledning af TV 2-programmet “Palæerne danser”, der fra Christian IX’s Palæ på Amalienborg bød på musik, dans og overrækkelse af Dronning Ingrids Hæderslegat for 10. og sidste gang.

Efter tv-kameraerne var pakket væk, og udsendelsen var vist i bedste sendetid på TV 2, gik Margrethe, Benedikte og Anne-Marie fra Christian IX’s Palæ til Cristian VII’s Palæ, hvor de nød en sen middag med deres mange gæster, heriblandt Nikolaj Hübbe, Sofie Gråbøl og mange, mange andre fine kulturpersonligheder.

Dejlig middag

Det var en helt perfekt afslutning på to forrygende dage for Hendes Majestæt dronning Margrethe samt prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie.

Og det var i hvert fald tydeligt at se, at de tre søstre nød hinandens selskab hele weekenden fra start til slut.

Læs mere om: