3. maj. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Pressemeddelelse: Kongeparret deltager i storslået 175-års fødselsdag

Kong Frederik og dronning Mary
Kong Frederik og dronning Mary
Foto: Hanne Juul
Onsdag den 5. juni deltager blandt andre kong Frederik og dronning Mary i markeringen af Grundloven, der blev skabt for 175 år siden.

Mandag den 29. april fyldte prinsesse Benedikte 80 år, og hun blev fejret af blandt andre sin familie på Amalienborg.

Snart skal den kongelige familie deltage i fejringen af endnu en særdeles velkendt fødselar, der kom til verden så tidligt som i 1849.

Grundloven fylder nemlig 175 år, og det skal fejres på grundlovsdag den 5. juni.

I en pressemeddelelse fra Folketinget oplyses det, at fejringen begynder fra morgenstunden med en festgudstjeneste i Holmens Kirke, og efterfølgende er der officiel fejring i Landstingssalen på Christiansborg.

Det oplyses, at den kongelige familie, herunder kongeparret, deltager i begge arrangementer. Også medlemmer af Folketinget og repræsentanter fra det officielle Danmark deltager.

Folketingets formand, Søren Gade, vil også være på plads til markeringen, og i Landstingssalen er han blandt dem, der skal holde tale.

- Grundloven er fundamentet for vores demokrati og frihed. Noget vi som danskere kan være stolte af, og som binder os sammen som nation. I Folketinget har vi en kopi af Grundloven udstillet, så vi hver dag bliver mindet om dens betydning for vores arbejde. Derfor er det også helt naturligt, at vi grundlovsdag trækker i festtøjet og fejrer, at det nu er 175 år siden, at grundstenen til vores folkestyre blev lagt. Jeg er sikker på, at det bliver en festlig og højtidelig dag, som hele befolkningen får mulighed for at følge med i hjemme foran skærmen, siger Søren Gade i en pressemeddelelse.

Festgudstjenesten i Holmens Kirke begynder klokken 9 onsdag den 5. juni. Den officielle fejring i Landstingssalen begynder klokken 10.20.

Læs mere om: