Prins Henrik: Jeg savnede at se Margrethe noget mere
- Jeg synes ikke, man så dronningen så ofte på skærmen, og det var lidt skuffende. Det savnede jeg, men det er dejligt, dronningen er hjemme igen, fortalte en smilende og glad prins Henrik til BILLED-BLADET dagen efter det royale bryllup, hvor han var æresgæst ved indvielsen af Bådfarten ved Esrum Sø.
Mens dronning Margrethe repræsenterede det danske kongehus ved William og Kates bryllup, passede pringemalen andre gøremål herhjemme. Torsdag aften - dagen før brylluppet - overværede prins Henrik "Hoffmanns eventyr" i Malmø Opera, mens dronningen spiste middag med de øvrige kongelige bryllupsgæster på Mandarin Oriental Hotel i London.
Fredag så prinsgemalen brylluppet på TV, men uden at se særlig meget til sin viv, der selv havde travlt med at komme hjem. Bryllupsfestlighederne havde på ingen måde lagt en dæmper på dronningens energiniveau. Lørdag eftermiddag drog en veloplagt og meget engageret Margrethe på job for at markere 100-års jubilæet i Danmarks Naturfredningsforening.
"Skræm ikke dyr og fugle"
Som æresgæst åbnede dronningen den udendørs udstilling "Danmark Dejligst - 100 fredninger", der frem til 29. maj kan besøges ganske gratis. Dronning Margrethe fik en guidet tur rundt på udstillingen og nød efterfølgende to, små glas hvidvin og lidt mad, mens hun tog sig vældig god tid til at tale med blandt andre foreningens præsident, Ella Maria Bisschop-Larsen.
- Det er mig en stor glæde at åbne denne udstilling. Det er i sandhed nogle dejlige billeder - lige fra Skagens Gren og Mols Bjerge til Møns Klint. Drag ud i naturen, men træd forsigtigt og skræm ikke dyr og fugle og lad blomsterne stå, opfordrede dronningen.
Margrethe gjorde også de fremmødte gæster opmærksomme på bogen "Danmark Dejligst - 100 fredninger" med de 100 fotos, der er med på udstillingen.
Efter en god times hyggeligt samvær, hvor dronningen lyttede engageret og jævnligt slog over i latter, gik turen tilbage til Fredensborg, hvor prinsgemalen ventede på sin frue.