22. jan. 2012
Af af John Lautrup

Prins Henrik: Margrethe blev rørt over Helle Thorning-Schmidts tale

Prins Henrik var meget begejstret for underholdningen i koncerthuset under Margrethes regeringsjubilæum, men også statsminister Helle Thorning-Schmidts tale tog kegler hos regentparret. (Fotomontage)
Prins Henrik var meget begejstret for underholdningen i koncerthuset under Margrethes regeringsjubilæum, men også statsminister Helle Thorning-Schmidts tale tog kegler hos regentparret. (Fotomontage)
Foto: Hanne Juul/BILLED-BLADET
Prinsgemalen fortæller om højdepunkterne ved regeringsjubilæet til BILLED-BLADET.

- Jeg ved, at højdepunktet for dronningen var underholdningen ved festen i Koncerthuset, men også i høj grad statsministerens tale. Dronningen var meget glad for talen og blev rørt over den.

Prins Henrik er ikke i tvivl om, hvad hans kone syntes bedst om af alle de mange begivenheder, der skete i weekenden ved fejringen af regeringsjubilæet. Helle Thorning-Schmidts varme tale under gallataflet på Christiansborg Slot betød noget særligt for dronning Margrethe. Aftenen inden var det underholdningen i Koncerthuset, der betog dronningen, hvor især Bager-Jørgen i Søren Østergaards skikkelse fik majestæten til at grine, så tårerne næsten trillede.

- Det hele var meget rørende, det var én stor fest for os alle sammen. For mit eget vedkommende var underholdningen i Koncerthuset nok det bedste, fortalte prins Henrik til BILLED-BLADET tirsdag morgen, lige inden han drog ud på jagt i Grib Skov med en række danske og udenlandske venner.

Glad for Henriks tale

Selvfølgelig har dronning Margrethe og prins Henrik talt meget sammen om jubilæumsdagene, også om prins Henriks kærlige tale søndag aften til sin kone.

- Jeg tror, dronningen var glad for den, siger prins Henrik beskedent, inden han kører ud i skoven for at gå på jagt.

- Jeg kan ikke skjule, at jeg er træt nu. Kan det ses på mig? spørger prinsgemalen, inden han sætter sig ind bag rattet og kører.

- Jeg har ingen chauffør med i dag, det går for langsomt, siger han muntert og kører af sted med vennerne Kjeld Hillingsø, lensgreve Bendt Wedell og den italienske grev Pignatelli.

Læs mere om: