Prins Henrik og Chateau de Cayx får ros

Lars H. Laursen / BILLED-BLADET

Det er slut med at gøre grin med den vin, prins Henrik sender på markedet fra vinslottet Chateau de Cayx – i hvert fald, hvis man skal tro Børsens vinanmelder

Fredag, 13. marts 2015 - af Lene Skriver Bak

Prins Henrik kan sagtens være stolt af sin vin. I fredagens udgave af Børsen får 2011 La Royale Chateau de Cayx seks stjerner og rosende ord med på vejen.

Og dermed er det ved at være tid til at skrinlægge vitserne om prinsens vin, skriver Ole Troelsø:

- Ganske ligesom Skoda-vittighederne er forstummet efter at VW bragte den østeuropæiske bils kvalitet op på vestligt niveau, så er der også længere mellem vittighederne om prins Henriks vin. For hvor der var noget at grine af for 30 år siden, så er kvaliteten blevet stadigt højere gennem årene, skriver han og slutter sin anmeldelse:

- Rævepisvittighederne er døde – La Royale længe leve!

LÆS MERE: Prins Henrik bliver årets hundeven 2015

Prins Henrik som vinbonde

Chateau de Cayx har været ejet af prins Henrik siden 1975, og Ole Troelsø forklarer, at en af grundende til, at vinen i første omgang måske ikke ligefrem var til at juble over, er, at markerne blev genplantet, da prins Henrik overtog slottet og vinmarkerne, og de helt unge planter giver ikke ’nogen videre kompleks vin’.

Men nu er planterne ældet. De har en gennemsnitsalder på 25 år, og Ole Troelsø er begejstret for det arbejde prins Henrik og hans dygtige vinmager, Alexandre Gélis lægger for dagen.

- Det er saftsusemig en flot vin, som må være det bedste, der nogensinde er kommet op fra de kældre, som blev prins Henriks i 1975, skriver han om 2011 La Royale Chateau de Cayx, inden han kvitterer med seks stjerner og en påmindelse:

- Selvom La Royale smager skønt i dag, så er det alt for tidligt at drikke den. Hvis man drikker vinen nu, er det nærmest obligatorisk at åbne den nogle timer i forvejen og hælde den på en karaffel. Jeg oplevede, at den smagte endnu bedre dagen efter, da jeg havde efterladt en sjat i flasken og banket proppen i. Det er et godt tegn på, at det er en vin, som vi udvikle sig.

LÆS MERE: Prins Henrik på jagt i Grib Skov