26. nov. 2019
Af Trine Larsen

Prins Henriks samling igen på auktion

Jesper Bruun Rasmussen
Foto: Jeppe Michael Jensen
Nu kommer anden del af prins Henriks samling af afrikansk kunst og jade på auktion hos auktionsfirmaet Bruun-Rasmussen. Sidste auktion i august var meget populær og prinsens samling blev solgt langt over vurderingen.

Så er chancen der igen for at få fingre i kongelig kunst. På mandag 2. december kl.14 bliver det igen muligt at byde på nogle af afdøde prins Henriks finurlige kunstgenstande, når auktionshuset Bruun Rasmussen sætter endnu godt 3.000 genstande til salg.

Første auktion over prinsens mange afrikanske masker og enorme samling af jade, som prinsen samlede på gennem hele sit mere end 80 årige liv, var under hammeren i august.

Prins Henrik
Foto: Krestine Havemann

Der var interessen overvældende og første del af samlingen blev solgt langt over vurderingen. Dét kommer formentlig også til at ske denne gang, hvor der igen bliver solgt både afrikanske masker og orientalsk jade.

Ved sidste auktion var der hammerslag på samtlige numre og ialt indbragte prinsens samling 9.875.000 kroner som, ifølge prinsens testamente, skal tilgå fondene, Kronprinsparrets Fond, samt Nikolai og Flix Fonden.

Tre dage efter, 5. december, kan interesserede byde på seks små bronze-skulpturer, som prins Henrik står bag som kunstner. De er vurderet fra 25.000 - 75.000 og sælges fra kl.14. Alle er signeret H og kan ses på auktionshusets hjemmeside.

Læs mere om: