Prins Joachim får nyt job i USA: Nu stiller Statsminister Mette Frederiksen ekstraordinært spørgsmål i Folketinget
Til sommer rykker prins Joachim og familien til USA, hvor prinsen begynder i en stilling som forsvarsindustriattaché på den danske ambassade.
I den forbindelse fremsætter statsminister Mette Frederiksen nu et beslutningsforslag i Folketinget, hvor medlemmerne skal afgøre, hvorvidt prins Joachim fortsat kan beholde sine årpenge, den såkaldte apanage.
Det oplyser statsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge Grundloven kræver det tilladelse fra Folketinget, hvis kongehusets medlemmer skal modtage årpenge udenfor landets grænser.
”For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved lov. Årpengene kan ikke uden Folketingets samtykke nydes uden for riget,” står der i paragraf 11.
De seneste fire år har prins Joachim og familien været bosat i Frankrig, hvor både prinsen og prinsesse Marie har været tilknyttet den danske ambassade som henholdsvis forsvarsattaché og kulturrepræsentant.
Under opholdet i Paris har prins Joachim modtaget årpenge fremfor løn.
Ifølge kongehuset modtager han 3,7 millioner årligt, hvilket svarer til 315.449 kroner hver måned. Prinsesse Marie modtager ikke apanage.
Ved flytningen til Frankrig i 2019 blev der ikke indhentet tilladelse fra Folketinget til, at prins Joachim kunne tage sine årpenge med ud af landet. Hvilket også mødte stor kritik.
Dengang lød det fra statsministeriet, at der ikke blev fremsat beslutningsforslag, da prins Joachim begyndte opholdet i Frankrig som studerende på École Militaire. Statsministeriet mente derfor ikke, at det var nødvendigt at spørge Folketinget, da der var tale om et uddannelsesophold.
Desuden lød det, at prins Joachim ikke skulle bo i Frankrig for bestandigt.
Året efter i 2020 tiltrådte prins Joachim stillingen som forsvarsattaché. Herefter blev der fremsat beslutningsforslag og prinsen fik tilladelse til at beholde sine årpenge.
Det forventes, at statsministeren fremsætter beslutningsforslaget i Folketinget i den kommende uge.
Prins Joachim tiltræder sin nye stilling i Washington D.C. den 1. september.
I en pressemeddelelse udsendt af Forsvarsministeriet lyder det, at:
"Prins Joachim vil fortsat varetage visse opgaver for Kongehuset i det omfang arbejdet som forsvarsindustriattaché tillader det."