Prins Joachim vil starte egne traditioner med familien
En nærmest klippefast tradition i den danske kongefamilie står for fald, når regentparret i år har valgt at fejre jul hos deres yngste søn og svigerdatter på Schackenborg Slot.
Til gengæld glæder prins Joachim og prinsesse Marie sig til at fuldende indtrykket af, at de står i spidsen for deres egen familie, hvor de sagtens kan håndtere at have bedsteforældrene på besøg i flere dage omkring højtiderne.
- Vi skal jo finde vores måde at holde jul på, og jeg tror, det bliver en blanding mellem de franske og danske traditioner, forudser prins Joachim med henvisning til sin kones franske aner.
Han behøver dog næppe frygte, at den gode danske julemad helt forsvinder. Prinsesse Marie har nemlig ved en tidligere lejlighed udtalt, at en af hendes livretter er ... flæskesteg!
Prins Joachim indrømmer, de nærmere detaljer om dette års jul endnu ikke er aftalt og faldet på plads. For det første er der stadigvæk god tid til juleaften, og for det andet har prins Joachim været bortrejst i det meste af to uger for at besøge Ghana som protektor for CARE Danmark.
Ved gensynet med familien har det sikkert ikke været den forestående jul, der har stået først på programmet. Det ligger dog fast, at dronningen og prinsgemalen dropper julen på Marselisborg Slot til gengæld for at være sammen med Joachims familie på Schackenborg Slot, mens kronprinsparret - på grund af kronprinsessens lykkelige omstændigheder - også går helt nye veje og for første gang holder deres egen jul for dem selv i deres nye hjem på Amalienborg.