30. sep. 2022
Af Marianne Singer

Prins Joachims børns nye titler: Her er alt du skal vide om dem

Prins Joachim og prinsesse Marie med deres børn.
Prins Joachim og prinsesse Marie med deres børn.
Foto: Kaspar Wenstrup
Dronning Margrethe har taget en beslutning om, at prins Joachims børn fra 1. januar skal tituleres grever og komtesse af Monpezat. Men hvad er historien bag titlerne egentlig? Det kigger BILLED-BLADET nærmere på her.

Onsdag udsendte kongehuset en pressemeddelelse, hvori der stod, at dronning Margrethe havde besluttet, at fratage prins Joachims børn, prins Nikolai, 23, prins Felix, 20, prins Henrik, 13, og prinsesse Athena, 10, deres prins- og prinsessetitler, så de fremover titulere grever og komtesse af Monpezat, samt tiltales som excellencer.

Men hvad er egentlig historien bag de nye titler? Som faktisk ikke er så nye, når det kommer til stykket.

Tildelt af dronningen

Greve de Monpezat er en titel, som dronning Margrethe den 30. april 2008 tildelte kronprins Frederik og prins Joachim, mens kronprinsesse Mary blev grevinde de Monpezat.

Kort efter fik også prinsesse Marie titlen, da hun blev gift med prins Joachim den 24. maj samme år.

Ny dansk titel

Historiker Jon Bloch Skipper har i BILLED-BLADETs brevkasse tidligere beskrevet titlen således:

"Monpezat-slægten stammer fra Bëarn i Frankrig og kan føres tilbage til det 16. århundrede, men titlen som greve af Monpezat, som dronningen i overensstemmelse med sin mands ønske tildelte sine sønner i 2008, har ikke så meget med den historie at gøre.

Der var dengang tale om en ny, dansk titel, som majestæten var i sin gode ret til at indstifte og formidle.

Titlen er således en nyere, dansk titel, selv om den naturligvis henviser til prins Henriks franske baggrund.

Tidligere pressemeddelelse

Således lød pressemeddelelsen fra kongehuset i 2008:

"Hendes Majestæt Dronningen har besluttet, at Hans Kongelige Højhed Kronprinsen samt Hans Kongelige Højhed Prins Joachim tillægges titel af "greve af Monpezat". Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary samt Hans Kongelige Højhed Prins Joachims kommende ægtefælle frk. Marie Cavallier vil som følge heraf føre titlen "grevinde af Monpezat". Titlen føres endvidere af efterkommere født i lovligt ægteskab, i overensstemmelse med de almindelige regler, der gælder herom, hvilket vil sige, at titlen "greve af Monpezat" videreføres af mandlige descendenter, medens kvindelige descendenter fører titlen "komtesse af Monpezat". Der er tale om en ny, yderligere titel der kan anvendes i tilknytning til de eksisterende. Titlen berører ikke de nugældende prædikater."

Prins Henrik anvendte inden sit ægteskab titlen "comte de Laborde de Monpezat" (greve de Laborde de Monpezat), hvor de Laborde-familien er mandslinjen, og de Monpezat henviser til en herregård, som prins Henriks forfædre stammede fra.

Læs mere om: