Prinsesse Benedikte i dyst med landsholdsspiller
Prinsesse Benedikte spillede boccia med paralandsholdsspilleren Daniel Qvist, da prinsessen i dag var på besøg i Experimentarium i Hellerup.
Besøget skete i anledning af de Paralympiske Lege i Tokyo, som begyndte tirsdag, og Experimentarium har i den anledning lavet et event, ”Lad Legene Begynde”, som prinsessen deltog i.
Prinsesse Benedikte, der er protektor for parasport Danmark, overværede, at skolebørn med bevægelses-handicap prøvede kræfter med elhockey og boccia.
De bevægelses-handicappede skolebørn var inviteret i Experimentarium af Elsass Fonden, som prinsesse Benedikte også er protektor for. Fonden hjælper børn og unge med cerebral parese.
Men prinsesse Benedikte så ikke kun på. Prinsessen takkede ja til at prøve at spille boccia sammen med landsholdsspiller Daniel og William Perch, der sad klar på banen i deres kørestole.
Prinsessen har en enestående evne til at skabe kontakt til børn og unge, og især dem med fysiske og mentale udfordringer har prinsessens hjerte og interesse.
Derfor var der også hurtigt god kontakt med de to spillere, som dog slog prinsessen, så hun tabte spillet.
Det så dog ikke ud til at ødelægge prinsessens gode humør, tværtimod!