Prinsesse Isabella og prins Christian kyssede og krammede farmor Margrethe
Det var en juleklædt dronning Margrethe, der i rød jakke og med røde spænder i håret bød sine to små børnebørn, prinsesse Isabella og prins Christian, velkommen til årets juleballet.
Børnene så også ud til virkelig at have glædet sig. Isabella lagde straks an til at kysse sin farmor, mens Christian gav hende et kæmpe knus.
- De har begge set frem til denne eftermiddag, sagde kronprinsesse Mary, da hun og Frederik havde hjulpet børnene af med overtøjet. Herefter fandt de alle fire deres pladser i Pakhus 11 på Østerbro, hvor balletten blev vist hele fire gange i løbet af weekenden. Kronprinsfamilien var dog kun til stede ved den sidste forestilling lørdag eftermiddag, mens dronningen mødte op til dem alle fire.
"En Tivolidrøm" er et rigtigt eventyr, så både Isabella og Christian og de andre børn i salen sad musestille, mens små og store børn fra Susanne Heerings Balletskole i Næstved dansede hen over scenen.