Prinsesse Josephine afsted med far og bror: Lagde du mærke til detaljen?
Fredag morgen på vej til skole stoppede kronprins Frederik sammen med prins Vincent og prinsesse Josephine ved den ukrainske ambassade for at lægge blomster og dermed vise deres store støtte til det ukrainske folk i den svære situation, de står i lige nu.
I den forbindelse kan man få øje på en fin lille detalje på et af billederne, i det prinsesse Josephine lægger en buket, der ser ud til at være inspireret af det ukrainske flags gule og blå farve.
Det understreger samtidig, hvor bevidste kronprinsparrets børn også er om den forfærdelige krig, der lige nu foregår i Ukraine.
Det er hjerteskærende
Det er kongehuset, der fredag morgen har delt de rørende billeder på deres sociale medier af kronprinsen og de kongelige tvillinger, der lægger blomster ved den ukrainske ambassade.
En anden sød detalje i opslaget er, at man kan se, at det er kronprins Frederik selv, der kører sine børn i skole, som han også tidligere har fortalt er en prioritet for ham.
Til opslaget skriver kronprins Frederik:
"Det er uendelig trist, hvad vi oplever i Europa lige nu, og det er hjerteskærende at følge situationen i Ukraine. Min familie og jeg er dybt berørte over de billeder og beretninger, som vi dagligt er vidner til. Det gør et meget stort indtryk.
Heldigvis kan vi også fortælle vores børn om det sammenhold, som resten af Europa og verdenssamfundet viser det ukrainske folk, og om det store nødhjælpsarbejde, der er i gang. Det er vigtigt, at vi fastholder håb og deler det gode, der også sker midt i alt det grusomme.
Inden skolestart i morges slog jeg og mine yngste børn vejen forbi den ukrainske ambassade. På vegne af min familie sender jeg de varmeste tanker til den ukrainske befolkning. - Kronprinsen" lyder kronprins Frederiks rørende ord til opslaget.