Prinsesse Marie og prins Joachim jublede med børnene over dansk håndboldsejr
Danmarks håndboldherrer havde god opbakning i Future Arena-hallen, da de spillede OL-åbningskamp mod Argentina.
I hallen i Rio de Janeiro var de lokale brasilianere 100 % på Danmarks side, da de ikke kan udstå naboerne fra Argentina i sportslige sammenhænge.
Syv kongelige i hallen
Og der var så sandelig også mange ægte danske fans med rødbedefarvet pas på plads i hallen. Syv af dem var kongelige. På de fine sæder til medlemmer af Den Internationale Olympiske Komité sad kronprins Frederik og gjorde, hvad han kunne, for at heppe på Danmarks stjerne Mikkel Hansen og alle de andre håndboldprofiler.
Sad sammen med andre fans
Også prins Joachim og prinsesse Marie var på tilskuerpladserne sammen med deres to børn, prinsesse Athena og prins Henrik, samt Joachims drenge, prins Nikolai og prins Felix.
SE VIDEOEN: Prinsesse Marie og Prins Joachim tog børnene med til Fuglsangs OL-sølvfest
Marie og Joachim og børnene sad i et afsnit af hallen, der var klædt i rødt og hvidt. Her sad en kæmpeflok danske fans.
Levede sig ind i kampen
De kongelige gav den virkelig gas og levede sig helt og aldeles ind i kampen, der i første halvleg var meget lige. I anden halvleg skruede Mikkel Hansen op for tempoet og skudkraften, mens Niklas Landin var en levende mur foran målet, og så trak Danmark fra deres modstander.
Kampen endte med en vigtig sejr på 25-19 til Danmark, og det fik prins Joachim og hans familie til at juble sammen med de mange andre fans. Også kronprinsen jublede fra sin plads i hallen.
Super oplevelse for børnene
For børnene Athena, Henrik, Felix og Nikolai var det en super oplevelse at følge de fantastiske danske håndboldherrer, der, som kampen skred frem, virkelig vandt brasilianernes respekt og hjerter.
LÆS MERE: Kongelig familiehygge i Rio
De lokale elskede Mikkel Hansen og de andre rød-hvide håndboldhelte for, at de kunne besejre Brasiliens arvefjende nummer 1.