Prinsesse Nathalie overrasker: Vil dele mere om sit liv og tanker
Den 47-årige prinsesse Nathalie, der er yngste datter af prinsesse Benedikte og prins Richard, har besluttet, hun gerne vil dele og fortælle om sin hverdag.
Nathalie er både professionel rytter og træner, bl.a. personlig træner for den danske stjernerytter Cathrine Laudrup-Dufour.
På sin Instagramprofil Nathaliesayn deler prinsesse Nathalie billeder og videoer fra sin hverdag med hestene, og nu vil hun involvere og interagere endnu mere med sine følgere på det sociale medie.
Nu bliver det nemlig muligt at stille spørgsmål til den hesteglade prinsesse.
Det skrev prinsesse Nathalie i en story på Instagram.
- Jeg vil gerne dele mere om min daglige rutine og tanker i stalden, begyndte prinsesse Nathalie i sin story på Instagram.
- En gang om ugen vil jeg svare på spørgsmål/mine tanker om et emne, uanset om det er, hvordan jeg planlægger en træning for hver hest, eller hvad jeg holder øje med, når jeg plejer og strigler mine heste.
Det vil derefter være muligt at finde alle svarene på prinsesse Nathalies Instagram.
Nathalie er en dygtig træner
Prinsesse Nathalie er personlig træner for dressurrytteren Cathrine Laudrup-Dufour, og for kun en måned siden kunne prinsessen juble over Cathrines vilde resultater.
Cathrine Laudrup-Dufour vandt nemlig den første danske medalje, en sølvmedalje, i 11 år ved World Cup-finalen i dressur.
Stjernerytteren Cathrine Laudrup-Dufour har flere gange på sine sociale medier takket prinsesse Nathalie.
Sidste gang, der var dansk medalje ved World Cup-finalen, var da prinsesse Nathalie selv vandt sølv på hesten Digby i 2011.