Privat invitation: Disse danske kongelige er med når kong Carl Gustaf inviterer til privat souper
Svenske kong Carl Gustaf kan i disse dage fejre en imponerende milepæl, da han har siddet hele 50 år på den svenske trone.
I den anledning er der inviteret til stort kalas over flere dage i Stockholm.
Torsdag har kong Carl Gustaf valgt at holde en privat souper på Drottningholms Slott i kølvandet på en festlig jubilæumsforestilling på Drottningholms Slottsteater ved siden af.
Mens der til jubilæumsforestillingen ud over den svenske kongefamilie og udelandske kongelige er inviteret en lang række repræsentanter for det officielle Sverige, myndigheder, erhverv, kultur, medier osv., bærer souperen præg af at være for langt færre gæster og for dem, der har et mere personligt forhold til jubilaren.
Det betyder også, at de danske kongelige gæster; dronning Margrethe, dronning Anne-Marie, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, er selvskrevne blandt gæsterne ved den private souper, og det bekræftes også på det danske kongehus' hjemmeside.
Fredag skal de danske kongelige også være med til mere fest i Stockholm, blandt andet taksigelsesgudstjeneste og stor jubilæumsbanket.
BILLED-BLADET er på plads i Stockholm og følger fejringen på tæt hold.