
Romantik i Bøgeskoven: Kronprins Christian har Emma med på Smukfest

Det er ikke kun pulserende bas, der summer under bøgeskovens trækroner – man fornemmer også sød musik.
Kronprins Christian er i disse dage på Smukfest i Skanderborg, og han er der sammen med sin Emma.
Det viser en række billeder fra festivalen, hvor de under Suspekts koncert onsdag står sammen med en gruppe fælles venner og nyder musikken.
Romantikken begyndte at spire længe, før de indtog bøgeskoven. Ifølge BILLED-BLADET har de gået i parallelklasse sammen på Ordrup Gymnasium, og begge blev de studenter sidste år.

Det er så seriøst mellem dem, at Emma var blandt gæsterne, da kronprins Christians lillesøster prinsesse Isabella fyldte 18 år. Her blev der holdt en privat fødselsdagsfest på Amalienborg, og forud for festen ankom Emma sammen med kongeparrets nærmeste venner, Jeppe og Birgitte Hantwerk.

Det ses på et billede fra ankomsten, hvor BILLED-BLADET efter aftale stod klar til at fotografere gæsterne.
BILLED-BLADET har været i kontakt med kongehuset, som ikke ønsker at kommentere. Kongehuset kommenterer generelt ikke på private forhold.
