30. dec. 2014
Af af Ulrik Ulriksen

Sådan fester dronning Margrethe og kronprinsparret nytårsaften

Dronning Margrethe forstår at have en fest, når året rinder ud. Se vores unikke video med dronnings Margrethes nytårsfest 2013.

De seneste års nytårsaftener har for de kongeliges vedkommende fulgt et mønster. Dronningen og prinsgemalen fester i privat regi sammen med vennerne, og der er altid udklædning og kortspil på programmet.

Kronprinsparret og prins Joachim og prinsesse Marie fester også med nære venner, når de har hørt dronningens nytårstale.

Dronning Margrethe har de seneste mange nytårsaftener haft særdeles travlt, når Majestætens nytårstale var serveret til hele Danmark. Umiddelbart efter sin TV-optræden har dronningen og prinsgemalen således skulle klæde sig ud for at tage til temafest hos nære venner.

Et par gange har de også selv været værter for nytårsfesten, der har budt på temaer som Matador og Peter Pan.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary holder også nytårsfest i privat regi med en gruppe af helt nære venner. Senest var de værter for et brag af en nytårsfest i et partytelt ved den royale jagthytte i Trend i Jylland, hvor de have en håndfuld gæster på besøg.

Prins Joachim og prinsesse Marie har de seneste år nydt nytårsaften i selskab med flere af prins Joachims gamle klassekammerater fra tiden på Krebs’ Skole. Joachim og Marie og gutterne samt deres koner har udgjort en fast stamme på årets sidste aften. Joachim og Marie var værter ved festen for et år siden. Den foregik på Amalienborg.

Se videoen fra nytårsaften 2013/2014, hvor BILLED-BLADET både var forbi et af fyrværkeri oplyst Amalienborg og mødte et udklædt regentpar til privatfest i Nordsjælland, hvor temaet var ”Ved Stranden”.

Læs mere om: