Særlig detalje: Er prins Nikolai med i unik kongelig klub?
Prins Nikolai overraskede til prins Christians konfirmation.
Den 21-årige prins bar et spinkelt guldarmbånd på højre håndled.
Armbåndet minder i designet rigtig meget om de specielle armbånd, hver dansk prinsesse har fået af farmor i fødselsdagsgave, når de fyldte fem år.
Traditionen med armbåndet til pigerne stammer fra dronning Ingrid, der tilbage i 1915 - på sin femårs fødselsdag - fik et armbånd i guld af sin mor, kronprinsesse Margareta.
Dronning Ingrid mistede desværre sin mor som bare 10-årig og måske blev armbåndet derfor særligt betydningsfuldt for dronningen.
I hvert fald skabte hun en tradition med at give et guldarmbånd magen til sit eget til sine egne tre døtre, prinsesse Margrethe, prinsesse Benedikte og prinsesse Anne-Marie, til deres femårs fødselsdag.
Traditionen har de tre døtre videreført.
Prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie til deres døtre og dronning Margrethe til sine børnebørn, prinsesse Isabella, prinsesse Josephine og prinsesse Athena.
Om det er farmor, der står bag prins Nikolais armbånd, er ikke til at sige.
Men det ligner bestemt de armbånd, hans søster og kusiner bærer.