Særligt én ting bliver bemærket ved prins Christian og prinsesse Isabella: Kan de virkelig det?
Den kongelige familie tæller ned til jul med en julekalender på de sociale medier, hvor de hver dag åbner en låge med et opslag.
Fredag var det prins Christian og prinsesse Isabellas tur.
Prinsen og prinsessen har delt en video, som de selv har optaget, hvor de to søskende går gennem et juleudsmykket København fra Amalienborg til Nyhavn og på Strøget.
Videoen har fået et væld af kommentarer, og særligt én ting bliver bemærket.
Nemlig at de to kongelige kan gå alene igennem landet hovedstad.
– Vent, jeg er forvirret. Er de kongelige? De kan bare gå rundt? Om aftenen? Helt alene?, skriver en udenlandsk bruger.
Men også danskerne er begejstrede over, at de kongelige børn kan færdes frit:
– Synes virkelig det er fantastisk at vi i Danmark kan have en kongelig familie, der kan færdes frit omkring, og folk bare lader dem være sig selv, skriver én bruger.
– Hvor er det bare skønt, at vores kommende konge og hans søster kan gå rundt og nyde julen – næsten på lige fod som os andre, skriver en anden.