Se billederne: De kongeliges unikke færøske smykker
Den færøske nationaldragt med de flotte smykker klæder dronningen rigtig godt, og majestæten bærer den så smukt, at man skulle tro, hun var færing.
Dragten, der er lavet af uld, fik dronningen i gave af Landstinget forud for sit første besøg på Færøerne i 1956.
I 1984 fik dronningen udskiftet forklædet og tørklædet, der bæres over skuldrene, men ellers er dragten den samme.
Dronningens unikke sølvsmykker
Det gælder også de helt specielle smykker på den færøske dragt, og dronningens er helt unikke. De er både tegnet og lavet specielt til dronningen og er fyldt med symboler.
Hos guldsmeden i Thorshavn findes endda tegningerne til dronningens færøske smykker, for ejeren Hildur Arge er barnebarn af Niels L. Arge, der tegnede dronningens smykker.
Smykke-sættet, der forestiller vikingeskibe, består af kappespænde, broche, bæltespænde og såkaldte maller, en slags knapper, hvor kæden foran på brystet hægtes fast.
Stolt af farfars arbejde
- Det er dejligt at se at farfars arbejde stadig tager sig godt ud og at dronningen er glad for både dragten og smykkerne. De passer også perfekt til hende og stråler om kap med dronningens smil. Hun er en meget flot repræsentant, siger Hildur Arge, hvis far, Thomas Arge, var med til at lave kronprinsesse Mary smykker sammen med Astrid Andreassen og hendes datter.
Thomas Arge designede også de sølvsmykker, som prinsesse Isabella og prinsesse Josephine bærer på deres færøske dragter.
Isabella og Josephines smykker kan købes i Thorshavn
For prinsessernes vedkommende er de opkaldt efter Arges egne døtre og svigerdatter, så Isabella bærer "Rigmor", mens Josefine har "Fía"-sættet. Disse kan købes hos guldsmeden, mens kronprinsesse Marys, der forestiller en blomst, er specialdesignet ligesom dronninges og derfor ikke kan købes.
Der hører ikke øreringe til sættet, så de øreringe, dronningen bærer til den færøske dragt, har hun selv valgt fra smykkeskrinet derhjemme.