SE VIDEOEN: Denne musik betyder noget særligt for dronningen

Kongehuset har nu lagt alle de kongelige marcher op på Kongehusets hjemmeside, hvor de kan nydes på web-adressen http://kongehuset.dk/de-kongelige-marcher
Og i en video på kongehusets facebook-side fortæller dronningen om flere af marcher og deres oprindelse. Videoen kan du se her.
Dronningen fortæller
I videoen fortæller dronning Margrethe om den særlige musiktradition i Danmark, der startede i midten af 1800-tallet. Her begyndte monarken og medlemmer af den kongelige familie at få komponeret personlige musikstykker, hvor der i melodierne lå særlige hilsner og beskeder til marchens indehaver. Traditionen blev skabt af H.C. Lumbye og er siden blevet videreført til i dag, fra Frederik 7. til den nuværende kongelige familie.
Dronningen fortæller bl.a., hvordan medlemmerne af den kongelige familie har fået et personligt forhold til marcherne - især fordi de fra barnsben har hørt de smukke musikstykker gang på gang.
Gennem tiden har de kongelige marcher lydt ved vagtskiftet på regentens residens og ved andre større begivenheder i kongehuset. Samtidig har de forskellige kongelige marcher været med til at portrættere de forskellige regenter og medlemmer af den kongelige familie, hvor skjulte referencer og hilsner i melodierne er lagt ind. Der er f.eks. franske toner i Prins Henriks Honnørmarch, klare australske hilsener i Kronprinsesse Marys Honnørmarch, etc.
Ny march til prinsesse Benedikte
De kongelige marcher var i starten gaver fra komponisterne til regenten, men i nyere tid er marcherne blevet skabt i tæt samarbejde med de kongelige selv.
Den seneste march er skrevet til H.K.H. Prinsesse Benedikte i november 2017 og er ikke indspillet endnu.