Sidste nyt om kongeskibet Dannebrog
Efter i flere dage at have arbejdet intenst på at finde fejlen på kongeskibet Dannebrogs motorer, der udsendte tyk røg op gennem skorstenen, blev Dannebrog i går sendt ud på sin første testsejlads.
Sejladsen vil afgøre, om det er sikkert og muligt for skibet at blive en del af dronningens besøg på Færøerne, som foregår lige nu, og turen til Grønland, som dronningen besøger fra 24. juli til 5. august.
- Endnu er der ikke endeligt og afgørende nyt. Og den endelige beslutning er ikke taget, lyder det fra Forsvarskommandoens presseafdeling, som BILLED-BLADET har været i kontakt med.
Her fortælles det, at endnu en prøvesejlads i dag vil afgøre, om kongeskibet kan deltage i dronningens program.
- Vi forventer at kunne melde den endelige beslutning ud sent fredag, lyder det fra Forsvarskommandoen.
På BILLED-BLADET følger vi situationen nøje og vil opdatere, så snart der er nyt om kongeskibet.
Indtil videre klarer dronning Margrethe sig mere end strålende uden kongeskibet, der ellers, som altid, skulle have fungeret som dronningens hjem under besøget på Færøerne, men i stedet er dronningen og hendes følge, bl.a. hofdame Annelise Wern, ceremonimester oberst Lasse Harkjær og kabinetssekretær, Henning Fode m.fl. blevet indlogeret på et hotel i Thorshavn.