1. sep. 2023
Af Christinna Braun

Sjælden familiekonstellation: Kalenderen røber, hvem dronningen tager med til filmpremiere

Dronning Margrethe. 
Dronning Margrethe.
Foto: Hanne Juul
Dronning Margrethe tager to familiemedlemmer med til filmpremiere.

Dronning Margrethe kan på onsdag den 6. september se resultatet af sit arbejde med Netflix-filmen ”Ehrengard”, hvor majestæten har lavet scenografi og kostumer.

”Ehrengard” er baseret på Karen Blixens fortælling om kærlighed og intriger, og filmen er instruereret af Bille August, skriver kongehuset:

”Jeg har forsøgt at fortolke Blixens fantastiske univers i udviklingen af découpagerne og kostumerne, og jeg glæder mig til at se fortællingen om Ehrengard komme til live i filmen,” fortæller Dronningen om sit arbejde med ”Ehrengard”, som er baseret på et af Karen Blixens sidste værker.

Den 6. september er der gallapremiere på filmen, som har bl.a. Sidse Babett Knudsen og Mikkel Boe Følsgaard på rollelisten, og her vil dronning Margrethe også deltage.

Med sig har majestæten to familiemedlemmer: Svigerdatteren kronprinsesse Mary og barnebarnet grev Felix, der er søn af prins Joachim.

Det skriver kongehuset i den kongelige kalender.

Gallapremieren finder sted i Moltkes Palæ i København.

Kronprinsesse Mary lader kronprins Frederik og deres fire børn, prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine blive hjemme.

Grev Felix er lige nu ”alene hjemme”, idet prins Joachim og prinsesse Marie sammen med deres to børn, grev Henrik og komtesse Athena, er ved at finde sig til rette i deres nye tilværelse i USA. Grev Nikolai bor lige nu i Sydney, Australien, hvor han læser et semester på University of Technology med sin kæreste, Benedikte Thoustrup.

Læs mere om: