Sjælden mulighed: Dronningen byder indenfor ved skumringstid
Hvis man er interesseret i kongehuset og den danske kongelige familie er der masser af kaste sig over af spændende ting og steder, når Kulturnatten i København finder sted fredag den 14. oktober.
For blandt de mere end 250 museer, teatre, biblioteker, institutioner, virksomheder, kirker og ministerier, der denne aften holder åbent for besøgende, er også Amalienborg, Christiansborg Slot, Christiansborg Slotskirke, De Kongelige Stalde på Christiansborg og Rosenborg Slot.
Kom indenfor
Kongehuset har på deres hjemmeside delt følgende spændende arrangementer, man kan besøge fredag aften:
Amalienborg
Amalienborgmuseet i Christian VIII’s Palæ på Amalienborg holder åbent fra klokken 18.00 til 00.00.
Besøgende kan opleve museets faste udstilling med interiører fra Christian 9., Frederik 8., Christian 10. og Frederik 9.s tid.
Derudover har besøgende mulighed for i Havesalen i Christian VIII’s Palæ at komme helt tæt på nogle af dronningens farvestrålende kjoler og pragtfulde smykker.
Det vil desuden være muligt at se eller gense særudstillingen ”En Dronnings Smykkeskrin”, og som noget særligt bliver der denne aften også åbnet for dørene ind til Dronningens Håndbibliotek.
Christiansborg Slot og Christiansborg Slotskirke
I Det Kongelige Festkøkken på Christiansborg Slot kan besøgende opleve forberedelserne af et kongeligt gallataffel, som det foregik i Christian 10.s tid og samtidig udforske en af Europas største samlinger af kobberkøkkentøj.
I Christiansborg Slotskirke kan besøgende nyde stemningsfulde toner fra orgel-, kor- og kammermusik opført af en række musikere og ensembler, og aftenen afsluttes med en natkoncert i kirken.
De Kongelige Stalde på Christiansborg Slot
De Kongelige Stalde fra 1745 huser både hvide kladruberheste, gallakareter og hestekøretøjer. ,
Bedst kendt er Kongehusets fineste karet, Guldkareten, der blandt andet benyttes ved nytårskure og større arrangementer.
Stald-Etatens heste anvendes i forbindelse med officielle begivenheder såsom statsbesøg, nytårskure, ambassadørmodtagelser, sommertogter, fødselsdage og jubilæer.
Besøgende kan komme indenfor i stalden, og på ridebaneanlægget vil der klokken 19.00 være opvisning med heste og kareter fra De Kongelige Stalde og Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Se denne fine video, kongehuset har delt om forberedelserne til Kulturnatten:
Rosenborg Slot
På Kulturnatten skruer Rosenborg Slot tiden tilbage til 1600-tallet, hvor dronning Sophie Amalie holdt fest på slottet.
På slottet vil musikere i historiske dragter spille musik fra den tidlige barok, og området bliver lyst op af kulørte lanterner.
Besøgende kan høre fortællinger om dronning Sophie Amalie og få en smagsprøve fra dronningens taffelbord.